Løkke og Thulesen Dahl sætter penge over helbred

Løkke og Thulesen Dahl sætter penge over helbred

Skrevet af Helle Nielsen i Fra Formanden

LØKKE OG THULESEN DAHL SÆTTER PENGE OVER HELBRED

Den nye pensionsaftale viser, at Dansk Folkepartis pensionskamp for “den lille mand” var bluff.

Det var en festdag, da statsminister Lars Løkke Rasmussen for godt en måned siden afblæste regeringens ønske om at forhøje pensionsalderen og fremrykke de nuværende politiske aftaler om, hvornår vi kan trække os tilbage fra arbejdsmarkedet.

Den beslutning skyldtes ikke mindst den hårdnakkede modstand, forslaget mødte fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Her var de to partiformænd da også voldsomt tilfredse med regeringens retræte.

“Jeg er overordentligt godt tilfreds. Jeg synes, det er fornuftigt, vi giver danskerne ro omkring det her. Det er en glædelig nyhed,” sagde DF-formand Kristian Thulesen Dahl blandt andet til TV2.

Det glædelige handlede om, at de to partier – stærkt støttet af fagbevægelsen – havde formået at stå vagt om ikke mindst de nedslidte lønmodtagere. Og de to partiledere fejrede da også sejren ved 3Fs stort anlagte arrangement i Cirkusbygningen i København i maj.

Til salg for en stramning

Men glæden varede kun kort. Få uger senere så vi nemlig, at Thulesen Dahls kamp for “den lille mand” var bluff – og han var igen til salg for en endnu en lille, sølle udlændinge-stramning. Med løfte om at reducere den i forvejen lave integrationsydelse er Dansk Folkeparti tilbage som regeringens støttehjul i pensionsudspillet “Flere år på arbejdsmarkedet”.

Det forslag giver bestemt ikke danskerne “ro omkring det her”. Tværtimod er der masser af grund til bekymring. Det nye forslag skævvrider nemlig samfundet, fordi det i den grad favoriserer de raske og rige og ikke tager særlige hensyn til de nedslidte og de helbredsproblemer, de kan have efter flere årtier på arbejdsmarkedet.

For det første kan vi ikke længere hæve vores kapitalpension fem år før, vi rammer pensionsalderen. Nu må det tidligst ske tre år før. Og for det andet er det langt fra alle, der har råd til at sætte op til 50.000 kroner af på den nye aldersopsparing, man nu får mulighed for at oprette de sidste fem år af sit arbejdsliv – og siden hæve uden modregninger i andre ydelser.

Hold fast i efterlønnen

Det er ikke den eneste økonomiske lokkemad, forslaget opererer med: De af os, der har holdt fast i efterlønsordningen, kan næste år hæve vores indskud kvit og skattefrit og dermed frasige os muligheden for efterløn. Men her er der virkelig grund til at råbe vagt i gevær. Bade økonomisk og helbredsmæssigt.

Økonomisk, fordi den præmie, vi allerede er stillet i udsigt, hvis vi ikke går på efterløn, nemlig er større end den gevinst, vi får ved at sælge ordningen nu. Det har Danske A-kasser beregnet.

Helbredsmæssigt, fordi nogle af de lønmodtagere, der stadig indbetaler til ordningen, har brug for at forlade arbejdsmarkedet lidt hurtigere end andre, fordi deres job er opslidende. Det er ikke sikkert, de ved det i dag, men behovet kan stå lysende klart, når tiden og muligheden for at gå på efterløn nærmer sig. Derfor er det en god forsikring at holde fast i – og derfor håber jeg, de tænker sig om, før de lader sig lokke af Løkkes og Thulesen Dahl skattefri tilbud.

Skøjter hen over arbejdsmiljøet

Bortset fra det, er det slet ikke det økonomiske indhold i aftalen, der bekymrer mig mest. Og det er heller ikke selve ideen om, at vi skal blive flere år på arbejdsmarkedet. Som prognoserne for befolkningsudviklingen ser ud, er det jo en helt fornuftig – og nødvendig – vej at gå.

Men det er så pivhamrende trist, at regeringen og Dansk Folkeparti med deres aftale skøjter hen over det gode arbejdsmiljø og de ting, der skal til, for at vi fysisk og mentalt kan blive længere tid på arbejdsmarkedet. Hvordan forebygger vi nedslidning? Hvordan forebygger vi stress? Hvordan indretter vi arbejdsmarkedet med nye seniorordninger?

Mange af de spørgsmål er vi vant til at tage hånd om, når vi forhandler overenskomster. Men en del af det er også lov-stof, så Christiansborg er nødt til at vise, at det også er spørgsmål, der betyder noget dér. Det er bare ikke tilfælde i den nye aftale. Her sætter Løkke og Thulesen Dahl penge over helbred, og det går ikke.

Jeg savner i den grad, at de anerkender, at vi som lønmodtagere er forskellige – og har forskellige job. Men det sker ikke. Der bliver ikke taget hensyn til dem, der har været på arbejdsmarkedet siden de var 16 år – og måske kunne have gavn af et differentieret pensionssystem.

Den slags lønmodtagere findes stadig. De er ofte ufaglærte, og de har arbejdet hårdt i mange år. Det er blandt andet dem, Dansk Folkeparti har svigtet.

Af Helle Nielsen, formand for LO Fyn

 

30 jun 2017