LO Fyn laver løntjek på 100 arbejdspladser

LO Fyn laver løntjek på 100 arbejdspladser

Skrevet af Helle Nielsen i Fra Formanden, Nyheder

I de kommende uger vil den lokale fagbevægelse opsøge medlemmer og fortælle, hvorfor det altid er en god ide at kontrollere sin lønseddel.

LO Fyn er også med, når fagforbundene i LO- og FTF-familien fra 18.-29. september går i aktion for at minde lønmodtagerne om, at det kan være en rigtig god ide at tjekke lønsedlen.

Tidligere har LO Fyn udbredt det fornuftige budskab foran blandt andet banegården i Odense, men i år kan mindst hundrede arbejdspladser i og omkring Odense se frem til besøg.

”Vi har foreløbig pakket hundrede muleposer med en pose kaffe, OK krus, bolsjer og informationer om vores løntjek-kampagne. De poser bliver båret ud på arbejdspladserne, hvor repræsentanter for de involverede fagforbund fortæller de ansatte om værdien af et løntjek. De bliver også inviteret til at deltage i en quiz, hvor arbejdspladsen kan vinde en fynsk brunsviger,” siger Helle Nielsen, der er formand for LO Fyn.

En ny Epinion-undersøgelse fortæller, at godt halvdelen af lønmodtagerne har oplevet fejl på lønsedlen. Samtidig viser den også, at hver fjerde kun sjældent eller aldrig tjekker lønsedlen.

”Langt de fleste fejl er lette at forklare og bliver stille og roligt justeret, når arbejdsgiveren er blevet gjort opmærksom på fejlen. En enkelt fejl vil ofte omfatte både løn, pension og feriepenge, og så kan det endelige beløb pludselig vokse sig stort,” siger Helle Nielsen og tilføjer:

”Men fejlen rettes jo først, når den er opdaget. Det er derfor, at kontrol er bedre end tillid, når det gælder lønnen.”

Det fem medlemsforbund, der gennemfører LO Fyns hundrede arbejdsplads-besøg, er Metal Odense, NNF, HK handel, HK Privat og 3F Nordhøjfyn. De første besøg finder sted mandag 18. september. De øvrige fordeles over de næste to uger.

”Vi forventer ikke at finde fejl. Men vi håber at skærpe opmærksomheden på lønsedlen. Og det er jo ikke kun til gavn for lønmodtageren. Arbejdsgiveren har jo også en interesse i, at det er det rigtige beløb, der udbetales fra starten,” siger Helle Nielsen.

Yderligere oplysninger:

Helle Nielsen, formand for LO Fyn, tlf. 28 19 27 38

#BOKS# TJEK DIN LØN HER

LO, FTF og de to hovedorganisationers medlemsorganisationer kører de næste to uger (uge 38 og 39) løntjek over hele landet.

Kampagnen er en del af LO og FTF’s fælles OK-indsats, der har som mål at fortælle, hvorfor det er vigtigt at være medlem af en fagforening, der indgår overenskomster og kender medlemmernes vilkår og fag indefra.

Over hele landet tager LO og FTF-fagforeninger på fælles løntjek på arbejdspladser, på fagforeningskontorerne står døren åben, og der vil være aktiviteter på gader og stræder.

Læs mere på www.ok-maerket.dk og følg kampagnen på Facebook her

 

21 sep 2017