Kaffen skal være fairtrade

Kaffen skal være fairtrade

Skrevet af Helle Nielsen i Fra Formanden

Kaffen skal være fairtrade

Hjemme hos os går vi op i fairtrade. Når vi køber kaffe/te, sukker, og den slags prøver vi at sikre os, at varerne er fremstillet under ordentlige forhold.

Vi ønsker ikke at støtte producenter, der behandler deres medarbejdere usselt og for eksempel tjener formuer på at lade børn knokle.

Og vi ønsker heller ikke at støtte producenter, der blæser på miljøet.

Sådan tror vi, der er mange, der har det. Vi væmmes, når vi hører de grusomme historier fra især u-lande, og det er kun godt, at vi reagerer og går uden om de produkter.

Fairtrade er imidlertid ikke noget, der kun handler om fattige landarbejdere i Nicaragua og kemikaliefyldte floder i Laos. Fairtrade foregår lige uden for vores egen dør.

Fairtrade er også vores egen hverdag. Og derfor er det rigtig godt, at Odense er en af de byer, der bekender kulør og gennem Odense Bæredygtighedsråd tager både sociale, miljømæssige og etiske udfordringer alvorligt.

13. oktober inviterer rådet til en såkaldt inspirationskonference, hvor blandt andre tre lokale fyrtårne – Sanovo Technology Group, Danske Fragtmand og Skjøde – fortæller om deres erfaringer med socialt ansvar i deres firmaer.

LO Fyn er blandt medarrangørerne, og det er vi, fordi fairtrade, socialt ansvar og bæredygtighed – oversat til danske forhold – blandt andet handler om, hvordan vores medlemmer har det på deres arbejdspladser.

Hvordan er arbejdsmiljøet? Hvordan håndterer virksomhederne skrøbelige ansatte? Og så videre.

Til daglig prøver vi at sikre gode løn- og arbejdsforhold gennem overenskomster. Men det er kun glædeligt, at nogle virksomheder – ud over disse overenskomster – også har egne retningslinjer for, hvordan de skal gebærde sig.

De firmaer fortjener ros. Men til gengæld kunne vi godt ønske os, at vi væmmes bare en lille smule ved de forretninger og firmaer herhjemme , der er ligeglade med fairtrade, CSR og kollektive aftaler.

Vi vil gerne have, at kaffebønnen fra Colombia er produceret under ordentlige forhold. Men hvorfor er det i orden, at den servers på en café uden overenskomst?

Helle Nielsen,

Formand LO Fyn

Partner i Fairtrade By Odense

 

Line Bjørndal

Næstformand 3F Gops

Medlem Odense bæredygtighedsråd/ udpeget af LO Fyn

11 okt 2016


});