For hulan, Alex Ahrendtsen

For hulan, Alex Ahrendtsen

Skrevet af Helle Nielsen i Fra Formanden

For hulan, Alex

Skal jeg grine eller græde? Det var min første tanke, da jeg læste Alex Ahrendtsens udfald mod fagbevægelsen i klummen RØD-BLÅ.

Under overskriften “LO svigter danskerne” kritiserer Dansk Folkepartis lokale stemme ikke mindst LO’s formand Lizette Risgaard for aftalen om den nye integrations-grunduddannelse, som regeringen, arbejdsgiverne og altså LO netop har givet håndslag på i de aktuelle trepartsforhandlinger.

Hans grundlæggende pointe er, at flygtninge slet ikke skal integreres. De skal sendes hjem. Det krav bør LO i øvrigt støtte ved at kræve grænserne lukket.

For hulan, Alex. Jeg skal ikke blande mig i dine personlige meninger, men det er skamløst disrespekt for den langvarige krig i Syrien og de menneskelige konsekvenser, den fører med sig.

For det første betyder integrationsaftalen ikke, at flygtninge kommer forrest i jobkøen til lav indslusningsløn. De bliver tværtimod tilbudt en to-årig uddannelse, hvor de eksempelvis undervises i dansk, lærer om dansk arbejdspladskultur og får udvidet deres faglige færdigheder. Det sker efter en model, der er aftalt gennem overenskomster og altså ikke til en lav indslusningsløn uden adgang til uddannelse. Den model var både arbejdsgiverne og LO imod.

Fidusen ved den nye aftale er, at flygtningene bliver klædt på til at søge og håndtere et job på det ordinære arbejdsmarked. Det har vi hidtil ikke været gode nok til. Det bliver vi forhåbentlig nu. Alternativet er, at flygtningene bliver fastholdt på en eller anden form for offentlig ydelse.

Derudover står integrationsaftalen ikke alene. I de kommende uger mødes regering, arbejdsgivere og LO igen – denne gang for blandt andet at finde løsninger, der skaffer flere praktikpladser til de unge, der gerne vil lære et håndværk, og giver ufaglærte bedre muligheder for at uddanne sig. De spørgsmål er mindst lige så vigtige som integrationsaftalen, og også her er jeg sikker på, at mine kolleger i toppen af fagbevægelsen vil gøre sig vildt umage for at finde løsninger, der er til gavn for lønmodtagerne – og Danmark.

De vil – igen – vise, at fagforeninger tager ansvar. I modsætning til Dansk Folkeparti, som blandt andet må skamme sig over både dagpengereform og kontanthjælpsloft.

Hvis du er i tvivl om, at vi gør en forskel, Alex, er du hjerteligt velkommen, når LO Fyn om små tre uger inviterer til 1. maj. Med Lizette Risgaard som hovedtaler…

20 apr 2016


});