EN REGERING SKAL SELVFØLGELIG STØTTE DE SVAGE

EN REGERING SKAL SELVFØLGELIG STØTTE DE SVAGE

Skrevet af Helle Nielsen i Fra Formanden
  • EN REGERING SKAL SELVFØLGELIG STØTTE DE SVAGE
  • Da finansloven for 2016 blev vedtaget, var der – som det er blevet for vane – heftig debat på de sociale medier. Og her var der et gammelt citat, der fik nyt liv. Det stammer fra Kim Larsen, der efterhånden har boet så længe på Fyn, at vi kan kalde ham “en af vore egne”. De vise Larsen-ord, der fløj over Facebook, lød således:
  • Jeg kan ikke se, hvad en regering sku’ være god for, hvis ikke det var for at støtte de svage. De stærke skal nok klare sig selv.”
  • Rammende ord i et år, hvor vi har fået en ny regering, der gør det stik modsatte: Den støtter de stærke.
  • Mange af de nedskæringer og politiske indgreb, som statsminister Løkke og finansminister Hjort står bag, rammer i voldsomt grad de såkaldte “svage”. Et af de tydeligste eksempler er det nye kontanthjælpsloft, som kun skaber større ulighed.
  • Vi er selvfølgelig helt og aldeles med på, at kontanthjælp ikke skal være en sovepude. Alle, der kan, skal selvfølgelig arbejde eller uddanne sig. Men hvad ligner det at indføre et loft, der hænger så lavt, at eksempelvis en enlig forsørger med et barn får 2300 kroner mindre at leve for? Hvem gavner det?
  • Samtidig er kommunerne lagt i økonomisk benlås. På grund af det såkaldte omprioriteringsbidrag – hvor regeringen i virkeligheden har taget penge op af lommerne på kommunerne – bliver kommunerne tvunget til at skære i for eksempel børnepasning, skoler og ældreomsorg.
  • I fagbevægelsen er vi – selvfølgelig – også optaget af de tre A’er: Arbejdsmarkedet, arbejdslivet, arbejdsevnen.
  • Her ser det heller ikke godt ud:
  • Den samlede besparelse på arbejdsmiljøet næste år bliver på 31,3 millioner. Arbejdstilsynet mister også 31 millioner kroner – penge, der var øremærket opsøgende arbejde i brancher med risiko for nedslidning, ulykker og dårligt psykisk arbejdsmiljø. Den særlige indsats mod social dumping, som er en af vores helt store udfordringer, udfases om to år. Og det til trods for at samarbejdet mellem Arbejdstilsynet, Skat og politiet har været en succes. Et samarbejde, hvor Skat har inddrevet 264 millioner kroner siden 2012.
  • I forhold til arbejdspladser – og vækst – er der en fynbo, som har gjort en uheldig figur. Det er Lars Christian Lilleholt, som midt i december – som Danmarks nye energi-, forsynings- og klimaminister – solede sig i glansen fra den globale klimaaftale, der blev vedtaget på COP21 i Paris.
  • Herhjemme er der desværre ikke megen god energi og regeringens grønne profil. Siden Lilleholt blev minister har han over en bred kam været i gang med at forringe den danske klimapolitik. Det er ikke bare skadeligt for miljøet og klimaet. Det er i høj grad også skadeligt for vores beskæftigelse.
  • Vi savner en anden retning. Vi savner en regering, der investerer i vores fremtid i stedet for at skære i vores samtid.
  • Det skylder vi ikke mindst de unge, der – som, gruppe – udgør den måske allerstørste udfordring. For nylig kom det frem, at antallet af inaktive unge – det er unge under 30 år – på seks år er steget fra 142.000 til 171.000.
  • Det er unge, der hverken har et job eller er i gang med en uddannelse. Hovedparten af dem har stået på sidelinjen i mere end et halvt år.
  • Det er alvorligt. Det er dem, der om blot få år skal forsørge os. Og hvis det ikke er dem, en regering ska’ være god for, hvem skal den så – jævnfør Kim Larsen – være god for?
  • Lars Løkke og hans støttepartier har givet os deres svar. Det er de stærke, der bliver belønnet. Med blandt andet skattelettelser og billigere registreringsafgifter på store biler.
  • Liberal Alliance skyllede finansloven ned med champagne. Dansk Folkeparti fejrede den med flæskesteg. Vi andre blev efterladt med en flov smag i munden.
  • Der bliver nok at tage fat på i 2016. Godt Nytår!
  • Tonni Hansen, formand LO Sydfyn,
  • Lars Vigsø, formand LO Vestfyn,

Helle Nielsen, formand LO Fyn

18 dec 2015


});